Man ser en falmet sofa, med møl og larver i –
7 bøger på en hylde, et gammelt liberi,
en dragt fra sidste sekel – og så lidt brun tobak,
– her ligger Danmarks håb og spiller skak.
Han tar en bog i tanker – og lægger den til siden,
– man må for fanden bruge studietiden.
Så står han op og lægger små kort i en kabale,
– man må ha tid at lægge sig i dvale.
Så vågner han og tænker: Nu må jeg se min bog,
men først i hvert fald ha lidt kaffekog,
og så en lille krudtka’l – min bedste cigaret,
– det styrker og gør livet mere let.
Så tar han overfrakken og går en lille tur,
– det skal man helst, før hjernen rigtig dur,
og så en lille sviptur på Smuks barbersalon,
– for ydret må i hvert fald være fjong.
Så får han lidt at spise på l’Université
og grubler på en verdensstatsidé.
Og så går han i byen, man må jo ha lidt sjov,
– i hjemmet fik man ikke rigtig lov.
Så sidder han og daser til lidt cafémusik
og køber sig en pige for en slik.
I morgendagens mørke blir pigen verfet ud:
– Man må da også hvile lidt ud, ved gud.