Han var et menneske, der dannede sine meninger, mens han sagde dem, eller måske efter at han havde sagt dem, hvilket betød, at han var nødt til at ævle løs temmelig længe, før han fik ordentligt greb om, hvad hans overbevisninger var. Dette gjorde talens brug til en opdagelsesrejse for ham – en opfattelse, andre ikke nødvendigvis delte.
– Tom Rachman: Storhed og Fald